Min tid på Ålestrup Realskole
Niels Jørgen Thøgersen
Det var en hel ny fornemmelse.
Efter at have levet sine første 11 år i det lille Grynderup’ske samfund, skulle
jeg nu - ikke bare hver anden, men HVER dag - i skole. Og i en skole, der lå
ca. 15 km vestpå. På en egn, jeg slet ikke kendte. Sammen med kammerater, jeg
aldrig havde mødt. Og med fag, jeg intet kendte til. Fremmede sprog, f.eks. Der
var virkelig en omvæltning forude. Men det forhindrede ikke, at jeg glædede
mig. MEGET.
Inden skolestart tog far mig med
til Hobro. Det var vor handelsby, når det virkelig gjalt. Og det gjorde det nu.
Jeg fik en ny, flot skoletaske. Jeg fik nyt tøj. Og - ikke mindst - jeg fik et
togkort. Jeg skulle nemlig køre med tog hver dag til og fra skole. Så fik man et såkaldt stamkort med ens billede
( jeg har det endnu ). Og hver måned skulle man så for gode ord og betaling
købe et månedskort, der gav ret til at køre med toget mellem Grynderup og
Ålestrup lige så meget man havde lyst til. I Grynderup var der et trinbræt. Det
vil sige, at der var et slags ”tog-fortov”, hvor passagererne skulle stå, når
toget nærmede sig - og så hoppe ind, når det var standset. Et trinbræt har
intet fast personale - ingen "trinbrætsforstander". Passagererne var alene.
I Grynderup havde vi dog 30 meter fra banen en lille bjælkehytte ( lavet af
tykke jernbanesveller ), hvor vi kunne søge ly i regn og sne - og hvor cyklerne
kunne tage ophold, mens deres førere var på farten. Apropos stige paa toget: i
løbet af kort tid lærte man fra trinbrættet at springe på toget, mens det var i
fart. Og det passede DSB godt. Togene blev nemlig dengang trukket af hvæsende
damplokomotiver, og det kostede mange ekstra ressourcer at sætte dem igang
igen, når de holdt helt stille. Kunne de derimod langsomt køre forbi og
passagererne hoppe på i farten, sparede de masser af penge. Jeg har i mine fire
tog-år sparet DSB for mange penge på den måde, så jeg burde egentlig gøre krav
paa et frikort for resten af mit liv !
Nå, men far og jeg kom hjem fra Hobro
- godt pakket med nydelige sager. Og dagen efter - det var i begyndelsen af
august 1956 - cyklede jeg de godt 2 km til Grynderup "Hovedbanegård"
og entrede det ankommende tog. Masser af nye kammerater. Der var faktisk to-tre
vogne fyldt med elever til Realskolen. Nogle gamle, og ret mange nye. Vi nye fulgte i Ålestrup efter de gamle
elever. De vidste jo, hvor skolen lå. Det gjorde vi ikke. Det viste sig at være
en flot, hvid 3-etagers bygning. Med årstallet 1904 udenpå. Det var dens
fødselsdag. Vi blev budt velkommen af skolebestyrer Gammelgaard. Mere bestemt
end venligt. Og så blev vi opdelt i klasser. Min klasse var på 33 elever. Vi
fik klasseværelse helt oppe under taget. Jeg husker, at det var drønvarmt. Vor
klasselærer var unge frk. Lund. Hun var mere nervøs end os. Jeg tror, hun lige
kom fra seminariet. Hun var lille, tynd og spinkel. I klassen var der en
kanonstor knægt. Han hed Erik. Men han blev kun kaldt Goliath. Han var lidt
uopdragen. Engang imellem skulle han have lidt afstraffelse af frk. Lund ( en ørefigen eller lignende ).
Han var nødt til at sætte sig på knæ, ellers kunne frøkenen ikke nå. Det gjorde
han så.
Som bekendt var Realskolen en
privatskole. Så vi skulle selv skaffe og betale alt. Den første dag fik vi i de
forskellige timer en liste så lang over, hvad vi skulle købe. Så kunne vi gå
hen til boghandler Marnow henne i hovedgaden . Han havde det hele. Han havde
dog ikke en af de ting, jeg skulle købe. Jeg havde nemlig forstået, at jeg
skulle have et "gladhefte". De havde det simpelt hen ikke. Til min
store fortrydelse. For jeg VILLE have alting i orden. Nå, men efter nogen
parlamenteren fandt de ud af, at det jeg skulle have var et kladdehefte. Hvor
skulle jeg vide det fra. Så fine ting havde vi ikke haft i Grynderup Skole. Der
havde vi bare ganske almindelige hefter.
No comments:
Post a Comment